Som annonceret ved generalforsamlingen i maj har vi i KOMiT’s bestyrelse været i proces med ansættelse af KOMiT’s kommende direktør. Det er en glæde at fortælle, at der nu er indgået aftale med Anders Banke. Anders tiltræder stillingen d. 1. november i år.
Anders er uddannet stærkstrømsingeniør og har 25 års ledelseserfaring, senest fra 2006-2023 som CEO i SEF Energi A/S. I sine mangeartede ledelsesopgaver har Anders blandt andet fokuseret på bæredygtig omstilling, kundetilfredshed og medarbejdertrivsel. Og han kommer desuden med erfaring fra teamledelse, opbygning og udvikling af it-løsninger og ledelse af en organisation i forandring.
Ansættelsesudvalget har forestået rekrutteringsprocessen i samarbejde med et rekrutteringsbureau. Adskillige kandidater har været inviteret ind undervejs i den proces, der nu er landet med, at et enigt ansættelsesudvalg, der har indgået aftalen med Anders Banke. Ansættelsesudvalget har bestået af Helle Vibæk Frederiksen (medarbejderrepræsentant i bestyrelsen), Kristian Kronborg Kvist (leder af udvikling), Henrik Møller (leder af konsulenterne), Hans Christian Nielsen (viceforperson for KOMiT bestyrelsen og forstander Roskilde Festival Højskole) og Merete Østergaard (forperson for KOMiTs bestyrelse og forstander Den Skandinaviske Designhøjskole). I ansættelsesprocessen har den øvrige bestyrelse også været inddraget.
I bestyrelsen glæder vi os til samarbejdet med Anders. Vi er overbevist om, at vi i ham får en kompetent, udviklingsorienteret og inkluderende leder. Vi er vidende om, at Anders’ lange direktør-ansættelse i SEF Energi A/S sluttede i 2023 efter nogle fejlslagne prioriteringer i det energimæssigt turbulente år 2022. Dette giver os ikke grund til at tvivle på Anders’ kompetence eller integritet.
På KOMiTs bestyrelse og ansættelsesudvalgets vegne
De bedste hilsner
Merete Østergaard,
forperson KOMiTs bestyrelse.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Måske synes du også om disse artikler
12/11/2024
Karla KOMiT – vores nye hjælper
05/11/2024